kommentar – I Salme 18 fejrer forfatteren udgangen fra farlige situationer med meget veltalende ord og vidner om, at frigørelsen fra så mange faldgruber har formidlet en enorm tillid til Guds hjælp, hvilket har givet ham sikkerhed for at komme sejrs ud til tiderne. kommer.
Salme 18 komplet
[1] Til kormester. Af David, Herrens tjener, som rettede ordene i denne sang til Herren, da Herren befriede ham fra alle hans fjendes magt,
[2] og fra Sauls hånd. Så han sagde: Jeg elsker dig, Herre, min styrke,
[3] Herre, min klippe, min fæstning, min befrier; min Gud, min klippe, hvor jeg finder ly; mit skjold og bolværk, min kraftfulde frelse.
[4] Jeg påkalder Herren, som er værdig til ros, og jeg vil blive frelst fra mine fjender.
[5] Bølger af død omringede mig, farende torrents overvældede mig;
[6] snørrerne i underverdenen indkapslede mig allerede, dødelige bakhænge fangede mig allerede.
[7] I min åndedrag kaldte jeg Herren, i kval råbte jeg til min Gud: fra hans tempel lyttede han til min stemme, mit råb kom til hans øre.
[8] Jorden rystede og rystede; bjergens fundamenter vaklede, de ryste, fordi han var forarget.
[9] Røg steg op fra næseborene, en fortærende ild fra hans mund; hot kul sprang fra ham.
[10] Han sænkede himlen og faldt ned, mørk dysterhed under hans fødder.
Anbefalet aflæsning- Salme 76: komplet, kommentar
- Salme 62: komplet, kommentar
- Salme 102: komplet, kommentar
- Salme 6: komplet, kommentar
- Salme 20: komplet, kommentar
[11] Han red en kerub og fløj, svævet på vindens vinger.
[12] Han indpakket sig i mørke som slør, mørke farvande og tykke skyer dækkede ham.
[13] Foran sin pragt spredte skyerne sig med hagl og varme kul.
[14] Herren tordnede fra himlen, den Højeste lod sin stemme høre: hagl og varme kul.
[15] Han kastede pile og spredte dem, elektrisk beregnede dem med lyn og besejrede dem.
[16] Derefter dukkede havbunden op, verdens grundlæggende blev opdaget, for din trussel, Herre, for udbruddet af din raseri.
[17] Han strakte sin hånd ovenfra og tog mig, rejste mig fra de store farvande,
[18] Han befriede mig fra magtfulde fjender, fra dem, der hadede mig og var stærkere end mig.
[19] De angreb mig på dødsdagen, men Herren var min støtte;
[20] Han tog mig ud, frigav mig, fordi han elsker mig.
[21] Herren behandler mig efter min retfærdighed, tilbagebetaler mig efter mine hands uskyld;
[22] Fordi jeg har bevaret Herrens veje, har jeg ikke empatisk forladt min Gud.
[23] Hans domme er alle foran mig, jeg har ikke afvist hans lov fra mig;
[24] men intakt har jeg været sammen med ham, og jeg har været opmærksom på skyld.
[25] Herren gør mig efter min retfærdighed, efter mine hænderes uskyld foran hans øjne.
[26] Med den gode mand er du god med den hele mand, du er hel,
[27] Med den rene mand er du ren, med den perverse er du listig.
[28] Fordi du redder de ydmyge mennesker, men sænker de stolte øjne.
[29] Du, Herre, er lys på min lampe; min Gud oplyser mit mørke.
[30] Med dig vil jeg starte mod værterne, med min Gud vil jeg klatre over væggene.
[31] Guds vej er lige, Herrens ord bliver prøvet af ild; han er et skjold for dem, der søger tilflugt i ham.
[32] For hvem er Gud, hvis ikke Herren? Eller hvem er klippe, hvis ikke vores Gud?
[33] Den Gud, der omgav mig med kraft og gjorde min sti hel;
[34] Han gav mig smidighed som hinder, i højderne fik han mig til at stå fast;
[35] Han trænede mine hænder til at kæmpe, mine arme til at strække bronzebuen.
[36] Du har givet mig dit frelsesskjold, din højre hånd har støttet mig, din godhed har fået mig til at vokse.
[37] Du har banet vejen for mig, mine fødder har ikke vaklet.
[38] Jeg jagede mine fjender og sluttede sig til dem, jeg vendte ikke tilbage uden at have ødelagt dem.
[39] Jeg slog dem, og de rejste sig ikke, de faldt under mine fødder.
[40] Du har omklædt mig til krigen, du har foldet mine modstandere under mig.
[41] Du har vist min ryg til fjenderne, du har spredt alle, der hadede mig.
[42] De råbte, og ingen reddede dem til Herren, men svarede ikke.
[43] Som støv i vinden spredte jeg dem, trampede som mudder på gaderne.
[44] Du har undslappet mig fra folket i oprør, du har placeret mig i spidsen for nationerne. Et folk, jeg ikke kendte, tjente mig;
[45] Da de hørte mig, adlydede de mig straks, fremmede søgte min fordel,
[46] De blev blege fremmede mænd og skalv fra deres skjulsteder.
[47] Længe leve Herren og velsignet min klippe, må min frelses Gud ophøjes.
[48] Gud, giv mig hævn og underkast folkene for mit åg,
[49] Du flygter fra rasende fjender, du får mig til at sejre over mine modstandere og befri mig fra voldelig mand.
[50] For dette, Herre, vil jeg prise dig blandt folk og synge glædesalmer til dit navn.
[51] Han giver sin konge store sejre, viser sig tro mod sin indviede person, David og hans efterkommere for evigt.
