kommentar – Når vi læser Salme 69, er det sædvanligt at datere det på Hiskia, i perioden efter Sennacheribs kampagne mod Judea og den undgåede belejring af Jerusalem for en epidemi, der havde ramt hæren. Judea var blevet ødelagt af slaget ved Sennacherib, hvor 46 byer blev erobret. Med denne forudsætning ser vi den fromme jøde, der taler i salmen, finde sig selv i modsætning til dem, der ser Egypten som en løsning på nationens onde, glemmer Gud og konverterer til religiøs relativisme. Han håber på fred i hjertet, der kun kan opnås ved at konvertere til Gud, en ændring af synet på ting, som han føler, at han kan foreslå i den tid, hvor godheden er repræsenteret af sabbatsåret.
Salme 69 komplet
[1] Til kormester. På "Jeg liljer". Di Davide.
[2] Red mig, o Gud: vandet når min hals.
[3] Jeg synker ned i mudderet og har ingen støtte; Jeg faldt i dybt vand, og bølgen overvælder mig.
[4] Jeg er udmattet af at råbe, mine kæber er bøjede; mine øjne slides og venter på min Gud.
[5] Flere end mit hovedhår er dem, der hader mig uden grund. Fjender, der baktaler mig er magtfulde: hvor meget har jeg ikke stjålet, skal jeg returnere det?
[6] Gud, du kender min dumhed, og mine fejl er ikke skjult for dig.
[7] Lad ikke den, der håber på dig, forvirres, Herre, hærskarenes Gud! skæmm dig ikke for mig, der søger dig, Israels Gud.
[8] For dig bærer jeg fornærmelsen og skammen dækker mit ansigt;
[9] Jeg er en fremmed for mine brødre, en fremmed for min mors børn.
[10] Da iver efter dit hus fortærer mig, falder fornærmelserne fra dem, der fornærmer dig, over mig.
Anbefalet aflæsning- Salme 76: komplet, kommentar
- Salme 62: komplet, kommentar
- Salme 102: komplet, kommentar
- Salme 6: komplet, kommentar
- Salme 20: komplet, kommentar
[11] Jeg var udmattet af at faste, og det var en skam for mig.
[12] Jeg havde mange klæder på og blev deres hån.
[13] De, der sad ved døren, kastede mig, beruserne spottede mig.
[14] Men jeg hæver min bøn til dig, Herre, i velvillighedens tid; svar til mig for din frelses trofasthed, o Gud.
[15] Red mig fra mudderet, som jeg ikke synker, befri mig fra mine fjender og fra det dybe vand.
[16] Vandets bølger underdyber mig ikke, og virvelen overvælder mig ikke, afgrunden lukker ikke munden for mig.
[17] Svar mig, Herre, din nåde er gavnlig; vend dig til mig i din store ømhed.
[18] Skjul ikke dit ansigt for din tjener, jeg er i fare: skynd dig, svar mig.
[19] Gå ind til mig, indfri mig, red mig fra mine fjender.
[20] Du kender min skam, min skam og min vanærelse; foran dig er alle mine fjender.
[21] Fornærmelsen brød mit hjerte, og jeg fejler. Jeg ventede på medfølelse, men forgæves, trøster, men jeg har ikke fundet noget.
[22] De satte gift i min mad, og da jeg var tørstig, gav de mig eddike.
[23] Må deres bord være en snare for dem, en snare til deres banketter.
[24] Lad deres øjne skye over og se ikke; løsner evigt deres hofter.
[25] Udvis din vrede over dem, lad din brændende vrede overhale dem.
[26] Lad deres hus være øde, deres telt uden indbyggere;
[27] fordi de jager efter ham, som du har slået, tilføjer de smerter, som du har skadet.
[28] Skyld dem skylden, og de får ikke din retfærdighed.
[29] De slettes fra de levendes bog og er ikke registreret blandt de retfærdige.
[30] Jeg er ulykkelig og lider; din frelse, Gud, sæt mig i sikkerhed.
[31] Jeg vil prise Guds navn med sang, jeg vil ophøje det med taksigelse,
[32] at Herren vil behage mere end tyre, mere end tyre med horn og negle.
[33] Se de ydmyge og glæde dig; må hjerterne til dem, der søger Gud, genoplive,
[34] for Herren hører de fattige og foragter ikke sine egne, der er fanger.
[35] Himlene og jorden, havene og alt, hvad der bevæger sig i dem, skulle hæde ham.
[36] Fordi Gud redder Zion, vil han genopbygge Judas byer: de vil bo der og have besiddelse af dem.
[37] Hans tjeneres afstamning vil være hans arving, og den, der elsker sit navn, vil bo der.
